Børnehavebørn 3-5 år: 4 årig slår og synes at være ligeglad med det.
4årig slår og synes at være ligeglad med det.
Spørgsmål:I omkring en måned nu har min fireårige slået, når hun bliver vred. Men hun ser ikke vred ud. Og hun vil gøre det et par gange, mens hun iagttager mit ansigt. Jeg tror, hun tester mine grænser. Jeg tog hendes hænder og sagde: “vi slår ikke.”
Indtil i dag har jeg brugt en fast stemme, og jeg har prøvet at være mere “streng”, men så prøvede jeg at tage hende ud af værelset, hvor vi kunne tale og diskutere, hvad der gik for sig. Jeg sagde, at det er okay at være vred, men at vi må finde en anden måde at udtrykke den på, som at stampe med foden. Men det virker, som om jeg banker mit hoved mod en væg, for hun gør dette meget og synes at være ligeglad. Her til aften hævede jeg min stemme, fordi jeg tænkte, at jeg måtte være mere fast, da mildhed ikke synes at virke. Da jeg først korrigerede hende i dag, smilede hun bare, rystede på skuldrene og sagde: “Det var bare en dum vittighed. Jeg sagde: “Ser du, at mor smiler?” og hun sagde “ja”. Da jeg gav slip på hendes hænder, holdt hun en pause og gjorde det igen.
Hun råber ikke og græder ikke. Og alt dette efter, at jeg havde fortalt hende, at jeg ikke ville klippe et stykke af et håndklæde for at lave noget til hendes dukke.
En del af mig tænker, at hun enten leger, at hun ikke forstår mig, og en del af mig tror, hun blot prøver at slippe fra at slå mig. Da jeg gik over til hende og spurgte hende, om hun forstod, hvad mor var vred over, tror jeg, hun sagde, at det gjorde hun, at det var, fordi hun slog. Jeg sagde: “Er det godt eller dårligt at slå?” Hun sagde: “godt.” Jeg sagde: ”Ville det være godt, hvis mor slog dig?” Hun sagde: “Nej, men det er sjovt.” Jeg sagde: “Det er sjovt at slå mor? Hun sagde: “Ja.” Så jeg forlod værelset. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med dette.
Min mand har sendt hende i timeout et par gange, og han truer med at gøre dette, hvis hun begynder at opføre sig dårligt. I går aftes løb hun væk fra mig, da jeg gik hen til hende for at give hende hendes vitamintabletter. Min mand bad hende fast om at komme og tage dem. Hun gjorde dette uden at græde eller noget andet, hun sagde bare, at de smagte grimt. Ingen problemer overhovedet. Så her prøver jeg at være mild og medfølende og sætte faste grænser, og hun retter sig efter ham. I mellemtiden slår hun den person, hun elsker mere end nogen som helst i verden. Jeg forstår det ikke. Der er flere ting. Hun er dominerende og kontrollerende, selvom hun godt kender til manerer. Hun siger til min mand, at han skal gå på arbejde med en ikke pæn stemme, og det generer mig virkelig. Jeg ved ikke, hvordan jeg stopper nogle af disse ting. Min mand og jeg taler til hinanden med respekt, og vi bruger manerer, så vi prøver at praktisere, hvad vi lærer. Jeg føler, jeg vil få en dominerende, selvisk og kontrollerende tyran. Jeg håbede på, at dette at have en søster med særlige behov, ville skabe et mere høfligt og betænksomt menneske af barn nummer to. Hvad der synes at ske er, at det er den yngste, der ”styrer tingene.” Hun er så krævende og opmærksomhedssøgende, at hun overstyrer den ældste, der er mere afslappet og ikke-verbal. Men jeg ØNSKER så desperat, at denne form for opdragelse virker. Min yngste er en god person, men jeg føler mig bekymret.
Svar:
Hvor frustrerende! Men du må vide, at dette er indenfor rækkevidden at det ”normale” for hendes alder. Fireårige eksperimenterer med magt, og de er erfaringsmæssigt dominerende. De føler sig ofte skubbet rundt med, så de skubber rundt med andre, når de kan gøre det. Ydermere er aggression et rødt flag, at barnet føler en vis frygt eller ængstelse. Dette er almindeligt med fireårige, fordi de er gamle nok til at vide, hvilken en stor og skræmmende verden det er, og hvor små de er.
Så hvad gør vi ved det?
Vi sætter først og fremmest faste, tydelige grænser.
For det andet bruger vi empati med barnets følelser, når vi insisterer på disse grænser og på andre tidspunkter. Det hjælper barnet med at føle sig forstået og derfor mere samarbejdende. Det hjælper dig også med at se på tingene fra barnets perspektiv, så dine grænser er passende for dit barn.
For det tredje hjælper vi vores barn med at bearbejde følelserne. Hvis vi ikke gør dette, er vores børn drevet af deres store følelser, som de ikke kan udtrykke verbalt, og som de i stedet for kan agere ud. Bør vi ”komme hårdt ned over dem” og straffe dem med en timeout, som din mand gør det? Nuvel, barnet vil i starten føje sig, som din datter gjorde det angående truslen om straf, da hun ikke ønskede at tage sine vitamintabletter. Men før eller senere virker truslen ikke, og du må eskalere den, og hvad sker der, når hun er syv år og for stor til at tage i timeout? Jeg får ofte beskeder fra forældre til syvårige, der nu er trodsige og ikke vil gå i timeout. I kontrast hertil har børn, der ikke straffes, men som vejledes som beskrevet ovenfor med empatiske grænser, integreret forældrenes agenda, og de ØNSKER at samarbejde. Kærlighed er på lang sigt en mere effektiv motivationsfaktor.
Så hvad med at hun slår? Du siger, at hun ikke er vred, men det er hun klart nok. Du ville ikke gøre, hvad hun ønskede, du ville ikke klippe et håndklæde i stykker, så hun prøvede at forcere dig til at gøre det. Det er muligt, at dette simpelthen er et eksperiment, hvor hun prøver at se, om hun kan forcere dig. Det svarer til, at en fireårig råber til sin mor: ”Så vil jeg ikke invitere dig til min fødselsdagsfest!” Ikke en effektiv strategi, men en forudsigelig en, der kommer fra en fireårig.
Det kan selvfølgelig også være, at hun slår, fordi hun er skræmt over noget. Måske der skete noget i børnehaven. Måske er hun bekymret over sin søster. Måske hun bekymrer sig over, om du måske elsker søsteren mere. Hvem ved? Disse ænstelser udtrykkes almindeligvis i aggression. Hvis du kan fremkomme med nok tryghed, vil dit barn bearbejde dem.
Men lige nu, lad os starte ud fra præmissen om, at hvad hun har brug for er en tydelig grænse, og se om dette løser problemet. Hvis det ikke gør dette, må du hjælpe hende med at bearbejde hendes følelser, idet du bruger leg og tårer. Så når hun slår dig, rejser du dig og bevæger dig væk og siger: “Av” højlydt. Du siger da: “Jeg føler mig for oprørt til at tale til dig, når det gør ondt…jeg vil komme tilbage, når jeg er faldet til ro.” Og du går ind på badeværelset.
På badeværelset bruger du tiden til at falde til ro. Du torturerer ikke dig selv med ideen om, at dit barn er en selvisk, dominerende tyran. Du minder i stedet for dig selv om, at hun er en fireårig, og at hun lærer empati fra dig.
Når først du er rolig, vender du tilbage og hjælper hende med at bearbejde følelserne, der fik hende til at slå. Du begynder med at skabe tryghed, hvilket du gør ved at forblive så rolig og medfølende, som du kan. Du siger: “Av, dette gjorde ondt… du må være meget vred, når du slår mig på denne måde…hvad er der i vejen?”
Hvis hun siger: “Det var en dum vittighed” kan du sige: “Det var ikke nogen vittighed. At slå gør ondt. Det gjorde virkelig ondt på mig. Du må føle dig så vred indeni.” Du siger det ikke vredt. Du siger det med medfølelse. Du husker, at det er dit mål at skabe tryghed. Det er muligt, at hun bryder ud i tårer og fortæller dig, at hun føler sig oprørt over noget, der skete i børnehaven, for eksempel at hun følte sig udelukket i børnehaven. Når først hun græder, vil disse følelser være væk, og hun vil ikke slå.
Det er selvfølgelig muligt, at hun vil handle, som om hun er ligeglad. Det kan være skyld, der får børn til at føle sig lammet. Uanset hvad, kan du ikke få hende til at verbalisere tingene på dette tidspunkt. Og hun kan sandsynligvis ikke udtrykke disse følelser med ord – hvilket er hvorfor, hun agerer dem ud. Få i stedet for fat på nogle tøjdyr og lav et lille skuespil, hvor dyrene dasker til hinanden, og få hende til at grine. Hvorfor? Fordi hun på nuværende tidspunkt har en masse ængstelse vedrørende dette at slå, hvilket får hende til at handle, som om hun er ligeglad, men følelserne, der får hende til at slå, er der stadigvæk. Hvis du kan få hende til at grine, vil du hjælpe hende med at få adgang til tårerne og ængstelserne, der er bag aggressionen. (At le vil også hjælpe dig med at bearbejde din egen ængstelse over hendes aggression.) Hvis hun får nok latter og tumleleg, kan det være, at aggressionen simpelthen fordufter. Hvis ikke er det fordi, der også må komme nogle tårer ud. I dette tilfælde går du tilbage til de empatiske grænser ovenfor. Mange børn vil skubbe til grænserne i et forsøg på at starte et skænderi med dig. Når du sætter grænsen, men forbliver medfølende, føler de sig trygge nok til at give slip på tårerne og frygten. Og følelserne der driver aggressionen fordufter, og det samme gør aggressionen.
Jeg hører, at du er ret så træt af din datter. Måske du er for irriteret på hende til, at du kan skabe en følelse af tryghed, så hun kan bearbejde sine følelser, og du har måske selv brug for at bearbejde tingene. (De fleste af os har brug for dette.) Og hvis din datter har fornemmelsen af, at du er træt af hende, kan det også være en forklaring på, at hun slår. Børn føler sig naturligt truet, når de bekymrer sig over, om vi elsker dem. Børn ved almindeligvis, hvad vi føler, selv når vi ikke fortæller dem det. Vi kan alle komme til et plan, hvor vi sidder fast med hensyn til vores børn, og hvor vi har brug for en smule hjælp. Nogle gange har vi selv brug for at få afløb for følelserne. Andre gange har vi brug for en coaching session. Hvis du føler, du har brug for mere hjælp til at få dig og din datter ud af dette fastlåste sted, opmuntrer jeg dig til at få den. Du er personen, hun føler sig nærmest til, og hun ønsker ikke at slå dig. Hun har brug for din støtte til at holde om med det.
Kilde: Dr. Laura Markham – grundlægger af www.ahaparenting.com og forfatter til Peaceful Parent, Happy Kids, Peaceful Parent, Happy Siblings og Peaceful Parent, Happy Kids Workbook
Se sektion: Preschoolers.
Uddrag af artiklen: 4 year old hits and doesn´t seem to care.